Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:28-03-2024
Menu
Kalender
Marts 2024
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
Kommentar fra DFU
Indsendt af:
Dato:21-11-2005

I forbindelse med artikler og debat på Fiskemagasinet.dk har Danmarks Fiskeriundersøgelser udarbejdet nedenstående artikel

Faktuel viden i forbindelse med artikel i Fiske Avisen og Fiskemagasinet.dk
På Fiskemagasinet.dk har Henrik Rosendahl Kristiansen (HRK), AQUALIFE, skrevet en artikel ”Kommunikationsproblem mellem Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) og Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ)”. I artiklen konkluderer HRK, baseret på en klage fra Thomas Sørensen, Isefjordens Ørredsammenslutning, at der er kommunikations- og ledelsesproblemer i DFU. HRK har ikke kommunikeret med DFU om sin artikel forud for offentliggørelsen.

Artiklen har været diskuteret på Fiskemagasinets debatforum (under ”Lystfiskeri generelt”. Der findes to ”tråde”, ”Kommunikationsproblem...” og den afledte diskussion ”Fiskeplejemidler...”). I denne debat har DFU fremlagt en række faktuelle kendsgerninger. Under debatten er en række rygter med forbindelse til denne sag desuden blevet fremført. DFU har også tilvejebragt de faktuelle kendsgerninger omkring disse rygter. Der er i løbet af debatten foretaget mindre ændringer i artiklen, såsom at lave links til den løbende debat samt til DFU’s fiskeplejehjemmeside.

Mens debatten er foregået, er artiklen blevet trykt i Fiske Avisen (Januar 2003, side 28: ”Ledelses- og kommunikationsproblemer?”). Det fremgår ikke af artiklen, at den er blevet diskuteret på Fiskemagasinets debatforum og at DFU har fremlagt en række faktuelle kendsgerninger. Fiske Avisen har ikke henvendt sig til DFU, inden artiklen blev trykt. Endvidere bliver et af rygterne, som DFU har tilvejebragt faktuelle kendsgerninger omkring, nu fremført i en anden artikel (”Forvirrende udsætningsplaner på Sjælland”, side 28). Det drejer sig om en påstand om, at smolt udsat i Lammefjordskanalerne i stort tal skulle være blevet spist af gedder.

Der vil i det følgende kort blive gjort rede for de faktuelle kendsgerninger fremlagt på Fiskemagasinets debatforum omkring HRK’s artikel og rygterne omkring udsætningerne i Isefjorden.

Udsætningslokaliteterne for smolt i Lammefjorden er ca. 600 m fra mundingen i Audebo Kanal og ca. 1 km fra mundingen i Nordre Kanal. DFU har ikke kendskab til, at udsætningerne skulle være foregået andre steder, og udsætningerne er i øvrigt overværet af Fiskerikontrollen. Selvfølgelig findes der gedder i Lammefjordskanalerne, men undersøgelser foretaget af Vestsjællands Amt i 1998 og i 2002 kunne ikke påvise gedder på de stræk, hvor der er mundingsudsat ørreder. Man skal flere kilometer op i kanalerne, før de første gedder fanges. Det betyder selvfølgelig ikke, at man helt kan udelukke, at der findes nogle få gedder på de stræk, hvor mundingsudsætningerne er foretaget, men næppe i noget omfang, som overskrider det, man kan se i andre vandløb. Endelig skal nævnes, at formålet med udsætning af smolt (de såkaldte mundingsudsætninger) er, at smoltene kort efter udsætning skal trække til saltvand, dvs. opholdet i Lammefjordskanalerne er meget tidsbegrænset. En evt. predation fra de få gedder, som måske kunne findes, selv om der ikke er fundet nogen i de nævnte undersøgelser, vil derfor være begrænset. Der er således ikke belæg for rygterne om, at smolt udsat i Lammefjorden i stort tal skulle være blevet ædt af gedder.
Der er fremført en historie om et vandløb med udløb i Isefjorden, hvor der på udsætningstidspunktet var tale om meget lav vandføring. Man gravede en rende, så man var sikker på, at fiskene kunne komme ud. Det drejer sig om vandløbet Ellerenden, som i øvrigt selv har en -omend meget lille- produktion af ørred. Det er et af de vandløb, som blev udpeget som udsætningslokalitet, i øvrigt i samarbejde med Isefjordens Ørredsammenslutning. Det er uheldigt, at fiskene blev udsat på et tidspunkt, hvor det havde været meget tørt og vandstanden derfor var lav, men så var det godt, at man gravede en rende, så fiskene kunne komme ud. Da det viste sig, at vandløbet i tørre perioder måske ikke var en så god udsætningslokalitet, har man besluttet ikke mere at bruge dette vandløb som udsætningslokalitet, og udsætningerne er derfor fremover flyttet til mere vandrige lokaliteter. Man har således (som man selvfølgelig altid bør gøre) draget erfaringer og tilpasset udsætningsstrategien derefter.
Den tidligere udsætningsforening i Isefjorden har stoppet med at medvirke til udsætningerne, som i dag bliver varetaget uden problemer af andre sportsfiskere.
Fiskeplejemidlerne til kystudsætninger er IKKE skåret ned. Udsætningerne er udelukkende konverteret til mundingsudsætninger.
I artiklen ”Dambrugsfisk er nogle skvat” (af Thomas Hundsbæk, Politiken, 26. september 2002, side 1) er ordvalg og valget af overskrift journalistens og ikke Michael M. Hansen’s. Michael M. Hansen er citeret for at sige, at dambrugsørred (altså europæisk ørred) har ”dårlige” gener med henblik på at klare sig i naturen, altså at der er foregået genetiske ændringer gennem generationerne i fangenskab, som gør fiskene mindre egnede til at klare sig i naturen. Der opfordres i øvrigt til at læse den pressemeddelelse, som lå til grund for artiklen ("DNA analyser forbedrer ørredudsætninger").
Endvidere gøres opmærksom på, at DFU umiddelbart efter artiklen blev offentliggjort i Politiken udsendte en pressemeddelelse til aviser og elektroniske medier, hvor det blev præciseret, at udsætninger af afkom af vildfisk netop er den anbefalede udsætningsstrategi. Den konkrete anledning var, at nogle havde fået den fejlagtige opfattelse, at Karup Å Sammenslutningen udsætter ørred fra dambrugsstammer, hvilket jo netop ikke er tilfældet.

Ordlyden af pressemeddelelsen kan læses på DFU-FFIs hjemmeside (klik på knappen "Aktuelt/nyheder").

Omkring de generelle genetiske problemstillinger kan der henvises til siderne vedr. genetik på www.fiskepleje.dk. Her kan man også læse, hvorfor man har valgt at trække kystudsætningerne ind i mundingerne, altså konverteret dem til mundingsudsætninger.
Et enkelt punkt skal præciseres, som måske kan ligge til grund til grund for en del misforståelser omkring, hvorfor man er holdt op med at kystudsætte ørreder: Tidligere havde man den opfattelse, at ørreden, i modsætning til atlantisk laks, ikke havde noget særligt godt hjeminstinkt, men dette holder ikke for en nærmere granskning, når man sammenligner, hvor mange strejfere man finder hos havørred og andre laksefisk, herunder den atlantiske laks. Ørreden har faktisk et velfungerende hjeminstinkt. En af ørredbiologiens “grand old men” J.M. Elliott, konkluderer således følgende i bogen ”Quantitative Ecology and the Brown Trout” (Oxford University Press, 1994): ”Some workers have concluded that the homing instinct of sea-trout is not as good as that of Atlantic salmon (e.g. Banks 1969), but recent work suggests that they home with considerable accuracy to their natal stream. This conclusion is supported by conventional tagging and radiotracking (Sambrook 1983; Le Cren 1985), and also by the marked genetic composition of populations from different rivers....”. Dette kan oversættes som ”Nogle forskere har konkluderet, at hjeminstinktet hos havørred ikke er så godt som hos atlantisk laks, men nyere forskning viser, at de er i stand til at finde hjem til deres hjemvandløb med betydelig præcision. Denne konklusion bygger både på konventionel mærkning og radiomærkning og underbygges også af de betragtelige genetiske forskelle mellem bestande fra forskellige vandløb”.
DFU’s egen forskning har også dokumenteret, at der findes genetiske forskelle mellem forskellige danske ørredbestande. Selvfølgelig findes der strejfning og udveksling af gener mellem de forskellige bestande, men ikke i et omfang som udelukker, at bestandene kan være tilpassede til de lokale forhold.

Omkring selve udsætningsstrategien på Sjælland er der blevet spurgt om, hvad der er vildfisk, og hvordan man fremskaffer vildfisk til udsætning på Sjælland.
Med hensyn til forskelle på dambrugsfisk og vildfisk henvises igen til genetiksiderne på www.fiskepleje.dk. Imidlertid kan det kort forklares, at fisk fra deciderede dambrugsstammer har tilbragt generationer under radikalt anderledes miljøforhold i dambrug (f.eks. uden rovdyr, uden at skulle trække til havs, uden at skulle gyde naturligt og slås for en mage etc.) og er tilpasset forholdene i dambruget på bekostning af tilpasningerne til forholdene i naturen. Endvidere ser der ofte ud til at være foregået tab af genetisk variation i forhold til de vilde bestande. Ved en vildfiskebestand forstås en bestand, som gyder naturligt i et vandløb. Der kan være tale om en 100 % naturligt reproducerende bestand, eller en bestand, hvor der foregår støtteopdræt, men hvor i hvert fald en stor del af bestanden gennemgår hele den naturlige livscyklus, inkl. naturlig gydning, og dermed er underkastet ”naturlig udvælgelse”.

Med hensyn til hvor man får vildfisk fra, kan det forklares som følger:

I. Hvis et vandløb har en stor, sund, selvreproducerende bestand og vandløbets bærekapacitet er nået, så er der ingen grund til at sætte fisk ud.

II. Hvis vandløbet har en selvreproducerende bestand, men af den ene eller anden årsag ikke producerer det antal fisk, som der er potentiale til kan man:

a) Finde ud af, hvad der begrænser bestandsstørrelsen og forsøge at afhjælpe dette, f.eks. ved vandløbsrestaurering. Dette er den løsning, som i længden er holdbar, men desværre er det jo ikke altid, der er mulighed for dette.
b) Lave støtteopdræt, baseret på vilde moderfisk fanget i vandløbet. Der er selvfølgelig ikke noget, som udelukker at man laver a) og b) på samme tid.
III. Hvis der ikke findes en selvreproducerende bestand, anbefales det at udsætte fisk fra de nærmest liggende, vilde, selvreproducerende, store bestande.

”Nærmest liggende” skal forstås både geografisk og økologisk, dvs. bestandene skal så vidt muligt komme fra områder med forhold, som ikke er alt for forskellige i forhold til områderne, fiskene skal sættes ud i.

”Vilde og selvreproducerende” er et vigtig kriterium, fordi fiskene skal have bevist, at de kan gennemføre en fuld naturlig livscyklus (inklusiv gydning) i naturen.

”Store bestande” er af betydning, fordi en stor bestand indeholder mere genetisk variation end en lille bestand, og genetisk variation er en bestands ”råstof” til at tilpasse sig ændrede miljøforhold.

Hvor får man så vilde fisk fra på Sjælland? Mern Å og Flads Å (oprindelige sjællandske bestande) leverer fisk til det sydlige område af Sjælland. Vilde fisk til udsætning andre steder stammer fra østjyske bestande, Vejle Å, Kolding Å og sandsynligvis vil flere vilde, oprindelige bestande blive inddraget. Der er tale om ørred, som vandrer ud i tilnærmelsesvist samme havområde, som de oprindelige ørreder fra disse dele af Sjælland ville have gjort. Det ville selvfølgelig have været bedst, hvis der havde været flere større, oprindelige sjællandske ørredbestande tilbage. Det er der desværre bare ikke, så dette må betragtes som den bedste løsning under de forhold, som nu engang findes.

Det er dernæst blevet foreslået udelukkende at udsætte ”sjællandske” ørreder på Sjælland, selv om der skulle være tale om afkom af udsatte dambrugsfisk.
Det kan ikke fagligt forsvares at udsætte ørreder, som er efterkommere af udsatte dambrugsfisk. Først har man for mange år siden taget nogle vildfisk ind i et dambrug. Her bliver de gennem generationer tilpasset et liv under dambrugsforhold (f.eks. uden rovdyr, uden at skulle trække til havs, uden at skulle gyde naturligt og slås for en mage etc.......) på bekostning af tilpasningerne til et liv i naturen. Når de så bliver sat ud i naturen, har de ændrede egenskaber og mistet genetisk variation, men nogle af fiskene formår alligevel at reproducere naturligt. Her sker der igen en ”sortering”, sådan at der er endnu mindre variation til stede. Derefter tager man disse fisk til strygning, og sætter deres afkom ud i endnu et nyt vandløb, hvor der endnu engang foregår en ”sortering”. Genetisk variation er jo en bestands råstof til at tilpasse sig nye miljøforhold, men i dette tilfælde er den jo netop gang på gang blevet indsnævret. Derfor er det en bedre ide at udsætte vildfisk fra store bestande (med stor genetisk variation), og de østjyske bestande kommer Kattegatsområdet og trækker dermed ud i det samme marine miljø som dem fra i hvert fald Midt- og Nordsjælland. Det bedste ville selvfølgelig have været, hvis der var store, vilde bestande på Sjælland, man kunne bruge, men det er der desværre kun i meget begrænset omfang.

Det kan ikke udelukkes, at der findes flere rester af oprindelige ørredbestande på Sjælland, end dem, der allerede kendes. Der vil imidlertid være tale om få og små bestande. Givetvis vil de være så små, at også her vil der være tab af genetisk variation. Ud over dette vil der være store praktiske problemer med at bruge fiskene til produktion af udsætningsmateriale: Hvordan skal man kunne skaffe moderfisk nok til at dække hele udsætningsbehovet for Sjælland? Hvis man ”støvsuger” disse vandløb for moderfisk, så er der jo heller ingen tilbage til at gyde naturligt i vandløbet, og så er man lige vidt.

Selv i Flads Å har der nu været en så kraftig tilbagegang i opgangen, at man som noget nyt er nødt til at lave støtteudsætninger med henblik på at sikre en rimelig bestand, dvs. Flads Å fisk kan nu kun i begrænset omfang sættes ud andre steder. Ellers risikerer man, at bestanden går helt ned.

I en afledt debat om fisketegnsmidlerne er det blevet hævdet, at det er DFU, som bestemmer over fisketegnsmidlerne, herunder den andel, som anvendes til forskning. Dette er ikke korrekt. DFU er repræsenteret i § 7-udvalget på linie med en lang række instanser og organisationer, som sammen rådgiver ministeren om, hvorledes fisketegnsmidlerne anvendes. Gennem § 7-udvalget fremføres forslag fra forskellig side til forskning. Handlingsplanerne sættes så sammen på baggrund af de forskellige ”idekataloger”, som er fremlagt.
En generel beskrivelse af fiskeplejens funktion og fordelingen af midler er som følger:
Fiskeplejen startede i 1987 og i de første 4 år blev der af finansmidlerne afsat årlige beløb på op til 10 mio. kr. Disse midler blev brugt til bestandsophjælpning (fiskeudsætninger) og undersøgelser (udsætningsplaner, mærkningsforsøg mv.). Fra 1991 skulle fritidsfiskerne indbetale 250 kr. og fra 1993 skulle sportsfiskerne betale 100 kr. pr. år (der findes også dag- og ugekort). Som der var formuleret i den daværende saltvandsfiskerilov, skulle midlerne bruges til fiskepleje, herunder udsætninger. Endvidere skulle udarbejdelse af udsætningsplaner og iværksættelsen af fiskeplejen varetages af DFU (dengang Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser). I den nuværende fiskerilov (§ 61) kan læses, at midlerne skal anvendes til 1) fiskepleje, herunder til udsætning af yngel og sættefisk samt foranstaltninger og forskning, der i øvrigt har betydning for reproduktion, vækst m.v. af fiskebestande, og 2) administration og information om fiskeplejen og om lystfisker- og fritidsfiskertegnsordningen. Det kan i denne sammenhæng være på sin plads at nævne, at i Folketingets nationale delstrategi for fiskeriforskning og rådgivning (januar 1999) kan man læse (side 21), at ”i forbindelse med udarbejdelse af de årlige handlingsplaner….skabes der mulighed for, at midler fra denne ordning kan anvendes til forskningsopgaver, som kan danne grundlag for en bæredygtig udsætningspolitik”.

For at rådgive om fiskeplejen er der i medfør af samme lov (§ 7) nedsat et udvalg med repræsentanter for fiskeriets brugere/udøvere, herunder Danmarks Sportsfiskerforbund og Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Amtsrådsforeningen, Skov & Naturstyrelsen, Landboforeningen og Danmarks Naturfredningsforening. For at smidiggøre drøftelserne i udvalget har medlemmerne delt sig op i 2 underudvalg: ferskvandsudvalget og det marine udvalg. Det første udvalg varetager de spørgsmål, der er af primær interesse for sportsfiskerne, dvs. udsætninger af laks og ørred, vandløbsrestaurering, udsætning i søer, monitering, forskning og rådgivning, herunder fiskeplejekonsulenten, der dog også varetager rådgivningsopgaver for det marine underudvalg. Det andet underudvalg varetager marine spørgsmål for fritidsfiskerne. I medfør af samme lov kan Fødevareministeren udpege repræsentanter for Fødevareministeriet, herunder DFU, som er en sektorforskningsinstitution under Fødevareministeriet.

DFU’s rolle i udvalget er således alene af rådgivende karakter, og de midler der herefter går til DFU (herom senere), er kontraktligt aftalt. Hvert år udarbejder Direktoratet for FødevareErhverv med bistand fra DFU den årlige Handlingsplan for fiskeplejen. Udkastet bliver drøftet i § 7-udvalget og endelig underskrevet af fødevareministeren.

Lad os herefter gå over til midlernes anvendelse.

I den endnu ikke underskrevne handlingsplan for 2003 regnes der med et samlet budget på 32,2 mio. kr.

Heraf afsættes 3,3 mio. kr. til drift af indbetalingsordningen. Dette er lagt ud til et privat firma i øvrigt efter udbud. 400.000 kr. inddrages af Finansministeriet ved den såkaldte budgetreduktion bl.a. til finansiering af fiskerikontrollens forøgede kontrolarbejde overfor sports- og fritidsfiskere.

DFU (både fersk og marin rådgivning) får tilført 1,26 mio. kr. til den løbende rådgivning (herunder udarbejdelse af handlingsplan, statusrapporter) i fersk- og saltvand. Denne servicering går til myndigheder, fiskeriorganisationer og private personer i spørgsmål vedrørende fiskeplejen.

Herefter fordeles 19,96 mio. kr. til ferskvandsudvalget (sportsfiskerne) og 7,25 mio. kr. til de marine aktiviteter.

Ferskvandsudvalgets budget fordeles til 1) bestandsophjælpning (laksefisk og fisk i søer) med 11,83 mio. kr., 2) projekter (fiskeplejekonsulenten, udsætningsplaner, udsætningsforsøg, biologi for laks og ørred, sø- og brakvandsundersøgelser) med 5,93 mio. kr. og 3) vandløbsrestaurering med 2,2 mio. kr.. Bestandsophjælpning og vandløbsrestaurering er to sider af samme sag, og udgør således 70 % af de samlede midler indenfor ferskvandsudvalgets budget i 2003.

Af det marine udvalgs budget udgør udsætninger af ål, helt og skrubbe i alt 3,81 mio. kr. svarende til 49 % af det afsatte beløb under det marine udvalg.

Når ministeren godkender den endelige plan vil DFU på www.fiskepleje.dk gennemgå planen nærmere.

Blot en mindre korrektion til en oplysning givet i Fiske Avisen, side 28: Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) ligger ikke i Vejle. DFU har afdelinger i Charlottenlund, Lyngby, Hirtshals og Silkeborg (hvor Afdeling for Ferskvandsfiskeri befinder sig). Hvis man ønsker generelle oplysninger om DFU, kan de findes på www.dfu.min.dk .
Silkeborg, 13.01.2003

Gorm Rasmussen (Forskningschef) og Michael M. Hansen (Seniorforsker)

Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk