Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:23-04-2024
Menu
Kalender
April 2024
MaTiOnToFr
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
ARTIKLER

Indtast søgeord:Gem søgeord
 
  
Artikler ialt: 147
Gudenåens - gratis fiskeri i topklasse - del 2
Indsendt af:Thomas
Dato:27-08-2003

Men stedet huser også en enorm brasen-bestand. De største eksemplarer, jeg har set på land, har været over 5,5 kg. Bestanden af brasen er så tæt, at man, når deres gydesæson nærmer sig, faktisk må fiske med grødeblink for at undgå fejlkrogninger. "Det blinde løb" rummer også sudere. Men det er nu forbavsende sjældent, der er lykkedes mig at overliste dem. Af andre fisk kan nævnes de små løjer og skaller. Man kan hurtigt skaffes sig en spand agnfisk på denne lokalitet

"Det blinde løb" har desværre den egenskab, at det fyldes med grøde, der umuliggør spinnefiskeri i løbet af juni måned. Men det er stadig muligt at medefiske eller fluefiske med f.eks. flydeline og lette, højtgående fluer.


Også Nørreåen skal kort nævnes. Den er kun omfattet af Gudenå-loven på det allernederste stykke ved speedwaybanen, men da Randers Kommune ejer jorden et stykke opstrøms landevejen ved Fladbro Kro, er fiskeriet frit op til ca. 700 m opstrøms landevejsbroen. Her er det efter min mening først og fremmest det fornemme geddefiskeri, der kan lokke med mig. Jeg talte for nogle år siden med en lystfisker, der næsten udelukkende fiskede på dette stræk. Han havde på mindre end et år taget 72 gedder over 4 kg på strækningen opstrøms landevejen. Den største på 10,2 kg. Og det er altså strømvandsgedder med spræl i, vi taler om!

Nørreåen - Motorvejen
På denne strækning er adgangen på sydøst-siden som beskrevet ovenfor. Dog kan det tilføjes, at man via én af vejene (den er blind) kan komme helt ned at holde under motorvejsbroen. Jeg kan dog ikke anbefale det, hvis det har regnet for nylig, eller hvis man er af den type, der ikke kan udstå mudderstænk på bilen! En anden mulighed er at parkere ved én af rastepladserne på motorvejen, og så hoppe over hegnet og ud i "vildmarken". Så kan man gå de få hundrede meter ned til åen langs med motorvejsdiget.

På nord- og nordvestsiden af åen kan adgang ske ad Pramdragerstien. Det kan ske med udgangspunkt i Fladbro ved Nørreåen, eller ad Hornbæk Engvej, hvor man kan parkere ved pumpehuset nedstrøms motorvejsbroen. Det er til gengæld ikke så nemt at finde Hornbæk Engvej, her vil jeg foreslå, at man på forhånd sikrer sig en udskrift fra http://www.krak.dk. Hvis man vil ud midt på stykket, kan det godt lade sig gøre at benytte den "gamle" engvej, der løber parallelt med Fladbrovej. Man skal dog være forberedt på, at det vil være nødvendigt at gå et stykke i engene, for at nå ned til åen, hvis man ikke kører helt op nær Nørreåen.

På strækningen er Gudenåen karakteriseret ved, at der er en mere eller mindre tydelig strømrende i åen. Strømrenden er mange steder mere end 3-4 m dyb, og den snor sig fra side til side , så den snart er ved nord-bredden, snart ved sydbredden. Udenfor strømrenden er der ret lavvandet flere steder under ½ m, og mange steder står der efterhånden mere eller mindre permanente grødeøer, som kan genere fiskeriet noget.

Til gengæld er der tale om et meget alsidigt og spændende fiskeri. Først og fremmest er der geddefiskeriet, som nok er noget af landets bedste. I hvert fald i strømvand. Men der er også mulighed for både laks og havørred, og den største laks, der er taget i Gudenåen, siden laksen blev genindført, er blevet taget netop på dette stræk. Fisken vejede 16,5 kg.!

Vinterfiskeriet efter "grønlændere" er helt i top - hvis man altså kan finde dem! Et god bud er at søge steder, hvor strømrenden går tæt på land. Og der er også ind imellem steder, især om efteråret og vinteren, der byder på et formidabelt sandartfiskeri.

I den nederste ende, ved motorvejen, begynder en strækning med en enorm suderbestand. Og som i resten af åen vrimler det med skaller, aborrer og store brasen, og så de allestedsnærværende hork'er.

Motorvejen - Randers Bro
Denne strækning bruges allerede i dag meget, selvfølgelig først og fremmest af de randrusianske lystfiskere. På nordside af åen er adgangen nem, da pramdragerstien er indrettet, så den også kan bruges som cykelsti. I den opstrøms ende af stykket kan man starte ved pumpehuset nedstrøms motorvejen som beskrevet ovenfor, eller man kan parkere ved Naturskolen på Gudenåvej eller ved Randers Regnskov i den nedstrøms ende af stykket.

På sydsiden kan man starte ved motorvejen som beskrevet under den forrige strækning. Eller man kan starte i den nedstrøms ende ved "Den Gamle Jernbanebro" i Randers. Her er det dog ikke så nemt at bevæge sig opstrøms langs åen, da der her stadig er rester af det gamle delta. I stedet kan man komme ned til digerne lidt længere opstrøms, ad vejen Fjordvang (se http://www.krak.dk) der går ned gennem Vorup Enge.

På strækningen nærmest motorvejen ligner fiskeriet strækningen opstrøms broen, på nær ét punkt. Fra motorvejsbroen og nedstrøms strækker der sig et meget lavvandet stykke på nordsiden af åen, som i løbet af sommeren vokser til med åkander, vandaks og andet grøde. Her vrimler det med sudere i alle størrelser, og grøden trækker selvfølgelig også gedderne til. Her er et fiskeri, der mere ligner fiskeriet i en lille sø eller mose. En anden specialitet er tilstedeværelsen af temmelig velvoksne knuder, den eneste ferskvandstorskefisk. De er nemmest at få i tale under nattefiskeri om vinteren, og man kan diskutere det fornøjelige ved fiskeriet, afhængig af éns "extreme sports"-tilbøjeligheder.

Det er også her, chancerne for karper for alvor begynder at indfinde sig. Der er stort set ingen, der dyrker dette fiskeri i Randers, men de udenbys karpefiskere, jeg har mødt, og som kender til fiskeriet, har alle givet udtryk for, at der er en rimeligt fornuftig bestand. Flere af dem kan berette om karper i 10-kg klassen, primært fanget på bund-tackel. Jo længere man kommer ind til Randers, jo lettere er det at få kontakt med karperne. Inde ved byen, hvor der stadig er rester af deltaet, er der områder med næsten ingen strøm, og her er det muligt at dyrke et egentligt medefiskeri, fuldstændigt, som var det en sø, man fiskede i. Man skal dog regne med, at bunden er rimeligt mudret, hvis man overvejer bundtackel.

Strækningen ved Randers byder også på et godt vinternattefiskeri efter sandarter, der opholder sig i stort tal ved Randers om vinteren. Der er folk, der har specialiseret sig i dette fiskeri, og de fanger rigtig mange fisk. Men som nævnt under knuderne: det skal sgu' være noget man har lyst til - sådan en vinternat kan være temmelig kold!

Afslutning
Jeg håber, du har haft fornøjelse af denne gennemgang. Der er nogle rigtig gode muligheder i denne del af Gudenåen for et anderledes og knap så fedtfinnefikseret fiskeri, som vi ellers mange gange går efter. Og som nævnt er det et fuldstændigt frit fiskeri, blot du har betalt dit fisketegn (altså hvis du da hører til dem, der skal have sådan et).


Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk