Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:18-08-2017
Menu
Kalender
August 2017
MaTiOnToFr
123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
NYHEDER
Frygtet fisk fundet ved Aarhus19/06/2013 09:22:45
Forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, har fundet en tæt bestand af den asiatiske fisk, båndgrundlingen, i et tilløb til Aarhus Å. Med det nye fund frygter man, at den fremmede art breder sig i vore søer og vandløb.

'Selvom båndgrundlingen som alle karpefisk mangler tænder, så kan den gøre stor skade på andre fisk med sine hårde kæber. Det er en yderst aggressiv fisk, der særligt i yngletiden angriber andre fiskearter,' forklarer Henrik Carl, der leder det såkaldte Fiskeatlas-projekt på Statens Naturhistoriske Museum.

Den lille aggressive fisk er nu fundet i et tilløb til Aarhus Å ? og det endda i en tæt ynglebestand, der rummer mindst tre årgange. Det er dårligt nyt for de andre fisk i åen. For selv om båndgrundlingen kun bliver cirka fire år gammel og højest 12 cm lang, så kan den forrette stor skade.

Udrydder andre arter
'Ved at angribe igen og igen kan den bide sig helt ind til rygraden på offeret. I 2008 havde vi en 6 cm lang båndgrundling i et akvarium. På under et døgn dræbte den akvariets øvrige beboere ? to sudere på 11-12 cm,' fortæller Henrik Carl.

Fisken, der som nævnt hører til karpefiskene, kan blive kønsmoden allerede, når den er et år gammel, og hunnerne gyder op til 14 gange på én sæson. Det er derfor en art, der hurtigt kan blive meget talrig og derved true den naturlige balance i vore søer og vandløb.

'I bl.a. Grækenland findes der eksempler på, at båndgrundlinger næsten har udryddet andre fiskearter. Så der betragter man, ligesom i fx Belgien og Polen, arten som invasiv. Det giver god grund til bekymring,' siger Henrik Carl.

Breder sig hurtigt
Båndgrundlingen, der er naturligt udbredt i Østasien, er gennem de seneste 50 år blevet spredt til adskillige vestasiatiske lande samt store dele af Nordafrika og Europa. Arten blev første gang fundet i Danmark i 2002, da medarbejdere fra Nordjyllands Amt fangede store mængder af den dengang ukendte fiskeart i Klokkerholm Møllesø. Året efter viste det sig, at der også var en bestand i Elling Å.

Det var på tale at udrydde de uønskede fisk med gift, men planerne blev aldrig ført ud i livet. Siden har man frygtet, at fiskene skulle dukke op andre steder i landet ? en frygt der nu er blevet til virkelighed.

Kommer fra havedamme
'Fiskene, som vi har fundet i Aarhus Å, stammer næppe fra en af de nordjyske bestande, da de ligger for langt væk. Det er mere sandsynligt, at fiskene stammer fra en havedam, for båndgrundlingen sælges som prydfisk i havecentre flere steder i landet. Det er bekymrende, når man ved, hvor stort et problem, arten kan udgøre. Selvom det er en køn lille fisk, gør dens temperament den uegnet som havedamsfisk, og i vores natur er den slet ikke velkommen,' understreger Henrik Carl.

Fiskeatlas
Udbredelsen af de danske fisk er siden 2006 blevet kortlagt af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua i forbindelse med de to projekter ?Altas over danske ferskvandsfisk? og ?Atlas over danske saltvandsfisk?. Forskerne følger nøje udbredelsen af de enkelte arter, bl.a. ved hjælp af indberetninger fra befolkningen.

I 2011 udkom den foreløbige kulmination af kortlægningen af ferskvandsfiskene ? en 700 sider stor bog med titlen ?Atlas over danske ferskvandsfisk?. Bogen rummer blandt andet otte sider om båndgrundlingen med en detaljeret beskrivelse af dens biologi og udbredelse.



Den lille aggressive fisk, båndgrundlingen, er nu fundet i et tilløb til Aarhus Å. Foto: Henrik Carl.
Flere nyheder

Send din kommentar
Der er ikke indsendt nogle kommentar

Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
Navn
E-mail
Besked
Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk