Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-04-2024
Menu
Kalender
April 2024
MaTiOnToFrLøSø
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
NYHEDER
Ny skælshampoo til skibe - en ikke problemfri kombination20/06/2006 12:23:44
Undersøgelser fra DMU viser at det nye antibegroningsmiddel zinkpyrithion kan skade bakterier, alger og mindre dyr i såvel vandet som i havbunden i det marine miljø. Dertil kommer at zinkpyrithion i havvand omdannes til kobberpyrithion, og at begge stoffer har vist sig være mindre nedbrydelige i havvand end man tidligere har troet.


Antibegroningsmidlet tributyltin (TBT) som tidligere blev anvendt i skibsmaling, har været forbudt til brug på lystbåde siden 1991 efter at der var fundet alvorlige effekter på blandt andet østers. Skibsindustrien har derfor set sig om efter nye antibegroningsmidler, især fordi TBT inden for EU også bliver forbudt på kommercielle skibe fra 2008. Et af de nye midler er zinkpyrithion (ZPT) der er kendt som et aktivt middel i skælshampoo og kosmetik.

ZPT markedsføres sammen med det kemisk beslægtede kobberpyrithion (CPT) som hurtigt nedbrydelige og lysfølsomme stoffer, og begge er allerede rimeligt udbredt i Skandinavien. Den marine økotoksikologiske gruppe i DMU har siden 2001 arbejdet med ZPT og CPT, med støtte fra blandt andet Nordisk Ministerråd. Arbejdet har omfattet alt fra at udvikle en metode til bestemmelse af ZPT/CPT mængden i havvand, og til at undersøge stoffernes effekter på forskellige organismer i havmiljøet.


Uventet skæbne og følsomme samfund på havbunden
Resultaterne af gruppens undersøgelser viser at ZPT i havmiljøet hurtigt omdannes til CPT, som både er mere stabilt og mere giftigt end ZPT. Forsøg i Isefjorden viste at op til 50 % af det tilsatte ZPT blev omdannet til CPT. Dertil kommer at begge stoffer viste sig at være meget mere stabile under de naturlige lysforhold i vandet end forventet. I havvand omdannes op til halvdelen af ZPT til det mere giftige kobberpyrithion hvor kobber erstatter zink som kompleksdanner i strukturen.

Eksperimenter i laboratoriet viste at den bakterielle omsætning af kvælstof i havbunden er en af de processer som er mest følsom over for stofferne. Omsætningen bliver forstyrret, når koncentrationen af ZPT og CPT overstiger 0,3 nanogram (1 nanogram = 1 milliardtedele gram) pr. gram tørt bundmateriale, men også mikroskopiske bundlevende kiselalger har vist sig følsomme idet deres fotosyntese bliver nedsat.


Stofferne påvirker også efter de er væk
Forsker Morten Hjorth har i sit PhD-projekt blandt andet gennemført et større eksperiment med ZPT i Isefjorden. Store plastiksække på 3.000 liter blev fyldt med fjordvand som indeholdt alle de små organismer der lever i vandet, dvs. bakterie-, alge- og dyreplankton. Effekten af ZPT på dette planktoniske fødenet kunne så studeres under forhold som ligner det naturlige miljø bedre end laboratorieforsøg. Resultaterne viste at tilsætning af ZPT forstyrrede bakterier, alger og dyreplankton i fjordens økosystem. Forsøgene var designet til at efterligne effekten af et mindre antal lystbåde behandlet med ZPT der opankrer om natten i et lavvandet område henover tre døgn. Morten Hjorth forklarer:

- Forsøget giver et bud på hvilke effekter man kan se inden for den første uge efter en kortvarig tilførsel af ZPT i realistiske koncentrationer. Vi ved ikke hvad der vil ske ved længere tids påvirkning med ZPT, ligesom vi ikke ved hvor meget ZPT og CPT der er i det danske havmiljø. Målemetoden er først lige udviklet som led i dette projekt.

Resultaterne viser at ZPT har både direkte og indirekte effekter på de levende organismer i vandet. Et døgn efter forskerne havde tilsat ZPT var mængden af planktonalger næsten halveret sammenlignet med mængden i poser uden ZPT. Derudover var dyreplanktonets aktivitet faldet med 75 %. Bakteriernes aktivitet steg til det dobbelte i de poser som havde fået tilsat ZPT – de fik nemlig en fordel af det ekstra tilskud af føde i form af døde alger.

De planktonalger som overlevede tilsætning af ZPT havde en højere produktion end dem der ikke havde været udsat for ZPT. Det tyder på at den dominerende gruppe planktonalger har ændret sig til at bestå af arter der er mere tolerante over for ZPT, et fænomen som også er set i studier med andre stoffer. Generelt har det vist sig at selv små mængder af ZPT påvirker planktonsamfundene og ændrer deres sammensætning og indbyrdes sammenhænge, så de udvikler sig i en anden retning end tilsvarende samfund i upåvirkede havområder, også efter at selve giftigheden af stoffet er væk.


Brug for mere viden
De studier forskergruppen har udført med bakterie-, plante- og dyreplankton samt makroalger, er blevet analyseret samlet. Den foreløbige konklusion er at koncentrationer i selve vandsøjlen på op til 64 nanogram ZPT pr. liter ikke påvirker miljøet. Sammenlignet med TBT er dette resultat ca. 1.000 gange mindre giftigt, men det skal understreges at dataunderlaget for ZPT på nuværende tidspunkt også er meget ringere end det vi har for TBT.

De effekter forskerne indtil videre har set, udgør kun en start på det arbejde der kræves før endelige konklusioner kan drages. Der er behov for mere information om faktiske koncentrationer og den videre skæbne i vandmiljøet af ZPT og CPT, specielt hvor CPT nu også er lanceret som den aktive del af nye bundmalinger hvor CPT er indkapslet i nanopartikler.

Kilde: Artikel af Jens Christian Pedersen i DMU-Nyt, Årg. 10, nr. 7 - 20. juni 2006.
Flere nyheder

Send din kommentar
Der er ikke indsendt nogle kommentar

Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
Navn
E-mail
Besked
Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk