Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-04-2024
Menu
Kalender
April 2024
MaTiOnToFrLøSø
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
NYHEDER
Vandmiljøet er begrænset forurenet med miljøfremmede stoffer og tungmetalle29/06/2006 11:54:07
De danske vandområder har i de fleste tilfælde så lave koncentrationer af tungmetaller og miljøfremmede stoffer, at det er uden miljømæssig betydning. Der er dog også områder, hvor vandmiljøet er påvirket, og hvor danske grænseværdier eller kvalitetskrav er overskredet, især i grundvandet og det marine miljø. Det konkluderer forfatterne til en ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Rapporten giver et samlet overblik over forekomsten af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i vandmiljøet i perioden 1998-2003.

Siden 1998 har amterne og DMU som en del af det nationale program for overvågning af vandmiljøet (NOVA-2003) undersøgt forekomsten af en række miljøfremmede stoffer og tungmetaller i de danske vandløb, søer og havområder samt i grundvandet. Formålet har været at følge udviklingen og bl.a. følge effekten af forskellige indsatser for at mindske påvirkningen af vandmiljøet med forurenende stoffer.

NOVA-2003 blev udført af amterne, Københavns og Frederiksberg kommuner, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) samt DMU. Resultaterne af overvågningen har været beskrevet i årlige sammenfatninger. De er nu samlet for hele den 6 års periode.

Resultater fra de 6 års overvågning
”Resultaterne viser at vandmiljøet overordnet set kun er lidt påvirket af tungmetaller og miljøfremmede stoffer”, fortæller akademisk medarbejder Susanne Boutrup fra DMU, som har været primus motor for rapporten. ”I de fleste tilfælde er påvirkningen uden miljømæssig betydning. Men der er også vandområder der er miljømæssigt påvirkede og hvor grænseværdier og kvalitetskrav er overskredet”.


Her følger et par af konklusionerne fra rapporten:

Pesticider i grundvand, søer og vandløb
Pesticiderne er en af de stofgrupper som er fundet udbredt i grundvand, søer, vandløb og drænvand. Forureningen skyldes for det meste nedbrydningsproduktet BAM (kommer fra bl.a. Round Up - red. bem.) og gruppen af triaziner.

I perioden 2001-2003 blev der fundet pesticider i ca. 27 % af de undersøgte overvågningsboringer i grundvand. Ca. 10 % af overvågningsboringerne havde for høje koncentrationer af pesticider i forhold til grænseværdien for drikkevand. I samme periode blev der fundet pesticider i godt 30 % af vandværksboringerne. Da boringer med for høje koncentrationer løbende er taget ud af drift, er andelen af vandværksboringer som overskred grænseværdien for pesticider i drikkevand faldet fra over 10 % til ca. 5 %. Der er fundet pesticider i mere end 50 % af boringerne til højtliggende grundvand i intervallet 0-20 meter under terræn.

Der blev også fundet pesticider i en del søer og vandløb samt i drænvand, dvs. i fersk overfladevand. Pesticiderne blev fundet oftere i søer end i vandløb, men koncentrationerne var generelt lavere i søerne end i vandløbene. Koncentrationerne var lave og overskred kun i enkelt tilfælde grænseværdierne for drikkevand.


Ophobning af organiske miljøfremmede stoffer i det ferske marine miljø
Der blev kun i enkelte tilfælde fundet andre organiske miljøfremmede stoffer end pesticider i vandløb og søer. Selv de stoffer, der er fundet hyppigst i udløb fra renseanlæg eller er udledt i størst mængde, er kun fundet i få prøver fra vandløb og søer. Det gælder eksempelvis blødgøreren DEHP.


Miljøfremmede stoffer i havet
Til gengæld blev en række af stofferne fundet i sediment, muslinger og fisk i det marine miljø. Der var typisk tale om vanskeligt nedbrydelige og akkumulerbare stoffer, bl.a. DEHP som blev fundet udbredt i sediment i kyst- og fjordområder.
Det gælder også for stoffet TBT (tributyltin) som har været anvendt i bundmaling til skibe. Stoffet påvirker bl.a. havsnegle ved at kunne føre til hormonforstyrrelser og kønsforandringer. Koncentrationen af TBT var størst i nærheden af havne. Det hænger direkte sammen med at der netop her var mange snegle som havde kønsforstyrrelser.
Endelig er nogle af de stoffer, der blev fundet i sediment, muslinger og fisk, der ikke bliver anvendt i Danmark. Det gælder bl.a. DDT.
I nogle tilfælde optrådte stofferne i så høje koncentrationer, at de kan udgøre en miljømæssig risiko.


Tungmetaller i vandløb, søer og havet
Tilførslen af tungmetaller via nedbør og luft til land- og vandområder har været faldende siden 1990erne. Faldet er mest udtalt for bly. Årsagen tilskrives primært at der ikke længere bliver tilsat bly til benzin.
I fersk overfladevand var koncentrationerne i 2003 lave i forhold til danske kvalitetskrav, mens de fleste metaller i det marine miljø blev fundet i koncentrationer, der var højere end de niveauer, der karakteriserer god miljøtilstand i henhold til OSPAR’s kvalitetskriterier.


Tungmetaller i grundvand
Indholdet af tungmetaller i grundvandet var generelt lavt. Dog var indholdet af nikkel og arsen i grundvand visse steder forhøjet. De høje koncentrationer af arsen skyldes geologiske forhold. Arsen tilbageholdes til en vis grad ved simpel vandbehandling på vandværkerne, inden det sendes ud til forbrugerne, og der forventes derfor sjældent overskridelse af grænseværdien for drikkevand. Hvis grundvandet anvendes til drikkevand uden vandbehandling, kan der være et sundhedsmæssigt problem.

Nikkel tilføres grundvandet gennem udvaskning som følge af sænkning af grundvandsstanden. Nikkel kan udgøre et sundhedsmæssigt problem, hvor der ikke er mulighed for at fortynde med nikkelfrit grundvand.

Målrettet overvågning
De seks års overvågning af miljøfremmede stoffer og tungmetaller gennem NOVA-2003 viste, at en række stoffer slet ikke findes i vandmiljøet eller kun findes i ubetydelige mængder. Resultaterne fra NOVA-2003 er brugt til at optimere det nuværende overvågningsprogram, NOVANA, så det omfatter de miljøfremmede stoffer og tungmetaller det er relevant at overvåge.

Derudover er screeningsundersøgelser af ”nye” stoffer blevet en fast del af NOVANA.

”Formålet med screeningsundersøgelserne er at afgøre om nye stoffer skal med som en del af det faste overvågningsprogram”, forklarer Susanne Boutrup. ”Fx vil der gennem NOVANA blive gennemført screeningsundersøgelser af de få stoffer som Vandrammedirektivet forpligter medlemslandene til at overvåge og som ikke allerede er en del af NOVANA”.


Perspektivering
Resultaterne fra overvågningen af miljøfremmede stoffer og tungmetaller har, ud over anvendelsen til at beskrive udviklingen og tilstanden i vandmiljøet, haft en konkret anvendelse i forbindelse med Vandrammedirektivets basisanalyse. Endvidere har resultaterne dannet grundlag for en optimering af overvågningen af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i forbindelse med revisionen af NOVA-2003, idet de stoffer der ikke eller kun i ubetydeligt omfang var blevet fundet, blev taget ud af programmet.

Vandrammedirektivet forpligter medlemslandene til at overvåge en række prioriterede miljøfremmede stoffer og tungmetaller. De fleste af stofferne er med i det danske overvågningsprogram. De stoffer der endnu ikke er med i overvågningen, vil først blive inddraget efter at det ved en screeningsundersøgelse er dokumenteret at det er relevant at inddrage dem. Denne strategi anvendes for alle ”nye” stoffer.

Overvågningen af miljøfremmede stoffer og tungmetaller omfatter primært måling af stofkoncentrationer i forskellige medier. Koncentrationsmålingerne var i det marine program i NOVA-2003 suppleret med undersøgelse af effekt i form af kønsforandringer hos snegle. Ved revisionen af NOVA-2003 blev der derudover implementeret enkelte andre effektundersøgelser i det marine program.


Læs hele Nr. 585: Miljøfremmede stoffer og tungmetaller i vandmiljøet. Tilstand og udvikling, 1998-2003. Boutrup, S., Fauser, P., Thomsen, M., Dahlöff, I., Larsen, M.M., Strand, J., Sortkjær, O., Ellermann, T., Rasmussen, P., Jørgensen, L.F., Pedersen, M.W. & Munk, L.M. 2006. 140 s, i pdf-format (2.500 kB): http://www2.dmu.dk/1_viden/2_Publikationer/3_fagrapporter/rapporter/FR585.pdf

Kilde: DMU-nyt, Årg. 10, nr. 8 - 29. juni 2006 og Sammenfatning fra Nr. 585: Miljøfremmede stoffer og tungmetaller i vandmiljøet. Tilstand og udvikling, 1998-2003.
Flere nyheder

Send din kommentar
Der er ikke indsendt nogle kommentar

Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
Navn
E-mail
Besked
Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk