| Forum | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind |
| Annoncer:
| Dato:29-04-2024 |
| Menu |
Forside
| Kalender |
| April 2024 | ||||||
| Ma | Ti | On | To | Fr | Lø | Sø |
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 |
| 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 |
| 15 | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 |
| 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | 27 | 28 |
| 29 | 30 | |||||
| Forrige | Næste | ||||||
| Afstemning |
 |
Antal registrerede brugere: 7365 Status: Du er ikke logget ind! Ny bruger: Bliv oprettet som bruger |
| NYHEDER |
| Sjaskvåd lystfisker zigsakker i sporene fra tyrens harem | 20/08/2006 18:48:51 |
| Af Henrik Rosendahl Kristiansen, Biolog Ph.D, Kolding 18 august 2006. Spørg Biologen, www.fiskemagasinet.dk ; biolog@fiskemagasinet.dk Det øser ned, så flokken af havørreder ud for mundingen af Kolding å snart må blive træt af at vente. De første ankom omkring Sct. Hans, men tørken har forsinket deres færd. Det er ikke let, når hormonerne på den ene side giver signal til at de skal vandre op i vandløbet for at finde en mage og et egnet sted for seksuelle tilnærmelser, når frygtinstinktet på den anden side fortæller, at det er farligt at vandre op i en å under nærmest subtropiske forhold. Hedebølgen i juli og august har drænet oplandet for vand og det mærkes ved at åen synker, så der blot er en smal rende mellem de sivbevoksede brinker. Regnen signalerer til havørrederne, at det er tid til at forlade det brakke vand tæt ved åmundingen og zigsakke op gennem det snørklede åløb til de grusbelagte banker langt oppe i tilløbsbækkene. Jeg forsøger at pejle mig frem om den silende regn er tilstrækkelig til at havørrederne finder det umagen værd at vandre. Sidst på eftermiddagen 13 august beslutter jeg, at tiden er inde til en prøvetur. Selvom regnen stadig plasker ned cykler jeg uanfægtet langs den smukke natursti mod Plovfuren med udsyn til åen det meste af vejen. Cyklen krydser elværket og rumler videre ad de grusbelagte stier indtil den klassiske plads med det lidet tiltalende navn ”Motorvejsbroen”. Min favoritplads er ca. 2 km opstrøms motorvejsbroen, et godt stykke længere oppe end tilløbet fra Seest Mølle å, hvor åen strømmer gennem en ugræsset eng, hvor piletræerne skyder op. Jeg bemærker, at det sidste stykke af naturstien stadig er tør, men de smalle fiskerstier tættere ved åen har en mosaik med små pytter. Der er et simpelt kendetegn som instinktivt tænder min fiskegejst. Vandet er steget, så der er vand på den forkerte side af sivene. Med et teknisk udtryk står det nu i dobbeltprofilet. Men sigtbarheden er stadig god. Båndbladene bølger i strømmen og vækker associationer til grønne fantasiål, men det er ofte i båndbladene at havørrederne opholder sig om dagen. Vel ankommet til hølet foran rødderne af det ensomme piletræ rigger jeg grejet til og fisker på livet løs. Skyerne hænger lavt i horisonten og det pisser ned. Jeg indser, at der ikke er læskure i miles omkreds, men heldigvis dikterer vandets kredsløb at det skal fordampe før eller siden. Jeg fisker uanfægtet videre. Efter et par timer uden hug må jeg endnu engang tage hatten af for de sølvblanke muldvarpe. De har en usandsynlig evne til at gemme sig lige så længe det passer dem. Pludselig rykker det i snøren. Skal dét være en havørred må den være usandsynlig lille. Ganske rigtigt. Den blå todelte Rappala er 15 cm lang og ørreden, en rødplettet ungfisk, er blot 10 cm. Den ser sølle ud som den hænger der, men vandrer den i havet næste forår kan den blive 10 kilo efter tre år. Så jeg genudsætter den ved at løsne krogen forsigtigt med ”tandlægetangen” uden at røre den spæde fisk. Jeg er så gennemblødt, at T-shirten, skjorten, termojakken og overjakken kan vrides i en gulvspand. Hvert skridt lyder som en ”svopper” i en tilstoppet køkkenvask. En hurtig kalkyle overbeviser mig om, at varm Chili Con Carne er bedre end tørt rugbrød med dåsetun. Så jeg beslutter, at havørrederne sejrede. Jeg må erkende mit nederlag. Sjapper derudaf til passagen hvor åen lukker, så forbipasserende tvinges ind på overdrevet som er bevokset med ufremkommelige levende tornede hegn. Gennem de våde briller ser jeg tre kreaturer stå med røven mod mig. De har snuden ind mod det levende hegn som vokser på åbrinken og altså er ufremkommeligt. Mit hjerte banker heftigt da jeg ser de svulmende tyretestikler. Den rødbrune tyr er bred som en ladeport og stærk som en okse. Jeg skal ikke nyde noget, så jeg undviger og går 90 grader nord væk fra den tiltrampede sti. Nu sjopper støvlerne i kreaturenes mudderspor. Nu går det stejlt opad for vi er jo i Østjylland, hvor ådalene har stejle skrænter. Jeg tvinger øjenæblerne til højre og ser overdrevets ubestridte hersker som stadig står med røven mod mig. Videre går det med dybe afsæt i muddersporene og glidebaneagtige bevægelser på de mere faste flader. Køerne har molestreret hele skrænten. Jeg vil til højre gennem en passage mellem de tornede hegn, men efter det første skridt ser jeg en skrækslagen gigantisk lysbroget ko. Den står som i en stumfilm, hvor alle statister får besked på at fryse øjeblikkeligt. Vi har øjenkontakt. ”Et skridt frem og to tilbage, til der hvor den var lige før.......sådan er det ofte med kø´r”. ”En ko er en ko til den dør”. Jeg vælger at bakke, for koen strutter rumpen direkte mod himlen og jeg er ræd for at den mister balancen og kurer på glidebanen frontalt ind i mig. ”Go daw do, Nora Malkeko” ! Sådan går det hele vejen op. Der er køer overalt som har fundet ly i de smalle passager for regnen. Så jeg er klar over, at mine trætte ben må sjoske helt op på toppen. Endelig. Jeg vover at dreje hovedet og ser, at min bjergvandring har ført mig helt væk fra herskeren. Nu er jeg imidlertid i tvivl om hvor åen er. Jeg følger det levende hegn og endelig ser jeg en stubmark. Jubii ! Det må være marken på højre hånd da jeg cyklede på stien og parkerede cyklen ved endestationen i skoven. Et stykke nede går det op for mig jeg har taget fejl. Der kommer endnu en skov og endnu en mark. Ingen tegn på cykel eller å. For enden af marken er en lille skov, hvor tusmørket lokker mig ind. Et rådyr kommer springende i fuldt firspring. Jeg følger dyret og kommer ud på endnu en gul stubmark. Rådyret springer afsted i fuldt firspring. For enden af marken ser jeg langt om længe den velkendte sti som fører direkte til min cykel. ”Tak for hjælpen Bror Hjort” ! Jeg er gennemblødt, men griner indvendigt ad denne kovending på fisketuren. Efter en times cykelsjask smider jeg alt tøjet på terrassen, går nøgen op i badeværelset og tager et varmt bad. Lugten af dampende kolort fortrænges af velduftende shampo. Inden længe varmer Chile con carnen indefra, mens tankerne går til overdrevets rødbrune brunstige hersker og dens lysbrogede statister i stumfilmen. Skål i øl på en sejr til Kolding å´s havørreder, tyren og dens harem. | |
| Flere nyheder | |
Send din kommentar
| Der er ikke indsendt nogle kommentar |
Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
| Fiskemagasinet.dk Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | Annonceinformation | Priser Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk |