Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:15-05-2024
Menu
Kalender
Marts 2024
MaTiOnToFr
123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
NYHEDER
Enestående Tilbud: Køb et stykke Drømmeflod for 1 krone04/06/2007 23:31:37
Af Henrik Rosendahl Kristiansen, aqualife@stofanet.dk

Det er nu der skal handles om drømmefloden......

Luk øjnene og tænk på en flod som bugter sig gennem bakke og dal omgivet af grønne frodige enge, med pile- og elletræer, duftende vandmynte og siv som bølger i vinden. Fuglenes kvidren bryder den afslappende, fortryllende lyd af brusende vand som fosser gennem dalen.

En kunstmaler står med staffeliet, fordybet mens strøgene former skønheden, når landsvalerne stryger langs vandet og snapper insekterne, når de sværmer som små tornadoer for at mødes i kærlighedens dans. Mesterstykket afbilder vandet som et pulsende hjerte der banker ved Tinnet Krat, hvor sumpkilden pulser og giver liv, møder kildeklart grundvand, kildevæld og regnvand, så vandårerne vokser og vokser til en mægtig drømmeflod.

En digter fortrylles af stemningen, når mosekonen brygger i den årle morgenstund mens uglen stryger den sidste gang og skyggen krydser de flaksende flagermus som er nattens svar på svalen. Digtet er en poetisk kilde til vore børn, en fortælling om folkets magt til at stå sammen og kræve at vor urgamle stolthed får frit løb, så historien kan skrives om til en fortælling om genskabelse af drømmefloden som blev væk.

En lystfisker sidder paralyseret over denne oase med fossende vand af en kraft og skønhed som er unik i Danmark. Sjælden flora og fauna trives i det boblende, iltrige vand. Det er et refugium for fiskenes konge, den sølvblanke og eftertragtede Atlanterhavslaks. Fiskeren kender vandets rytme og ved præcist, hvordan denne rigdom skal forvaltes så fortællingen om den genskabte drømmeflod og den fortabte laks som vendte hjem kan fortælles igen og igen.

Enhver med æstetisk sans vil forstå, at drømmefloden er et åndehul, et filosofisk pusterum, en livets kilde som fylder sjælen med fred og harmoni til opladning af de tappede batterier. En regional oase og en national stolthed.

Det er nu drømmefloden er til salg.

Tilbuddet gælder kun i begrænset tid, så vent ikke med at handle, hvis du ønsker et stykke drømmeflod på dansk jord.

Det koster blot en krone i strøm og afgift at åbne http://www.slipgudenaaenfri.dk og bidrage med din underskrift.

Derved får du som dansk statsborger medejerskab til den eneste flod i Kongeriget Danmark som lige nu er oversvømmet, hvor kunstmaleren, digteren og lystfiskeren har planlagt at mødes i fascination over naturens vidunderlige magi og vandets styrkelse af sjælen.

Navnet er Gudenfloden og strækningen på 12 km., som er oversvømmet fra Ans til Bjerringbro, vil jeg foreslå navngives Tangefossen. Navnet Tange hentyder til Tange by, som er hjemsted for Gudenåcentralen.

Det var et rentabelt elværk fra 1920 og mange år frem, men i dag kan det sammenlignes med en åreforkalkning som det strømmende vand forgæves kæmper imod. Elværket kan sammenlignes med en blodprop som stemmer vandåren op, så det bliver til Tange Sø, hvor dyndet hobes op år for år.

Floraen og faunaen har brug for en håndsrækning, en hjerteoperation, hvor forkalkningen, dvs. elværket fjernes, så Gudenfloden igen kan få frit løb. Det blødende hjerte ved Tinnet Krat og kranspulsåren ved Tange, venter på at folket stiller krav til magten, dvs. Folketinget, om at Gudenfloden igen får frit løb.

Det ubeslutsomme Folketing har lurepasset og forlænget blodproppens levetid til efteråret 2008 ved at forlænge elværkets koncession. Derfor er det nu folket skal vågne op. Giv et bidrag på blot en krone til drømmefloden.

Så bidrager du til, at kunstmaleren, digteren og lystfiskeren kan formidle en enestående historie om den oversvømmede Gudenflod som gispede efter liv med blødende hjerte og åreforkalkning, men blev reddet i sidste øjeblik, så den enestående flora og fauna kan danne grundlag for at fiskenes konge, laksen, igen kan indtage dens retmæssige plads.

I Danmark, er jeg født, der har jeg hjemme.......vil den nynne nede fra skjulet på bunden.

Litteratur

Kristiansen, H. R. 2005: Min Drøm om Naturparken Tangefossen. My dream about the Nature Park Tangefossen (in Danish). Vand & Jord 12 (4), 133-135.

Kristiansen, H. R. 1999: Tange Sø ? Forskning eller Fornuft. Lake Tange: Research or common sense (in Danish). Vand & Jord 1, 18-21.
Flere nyheder

Send din kommentar
Der er ikke indsendt nogle kommentar

Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
Navn
E-mail
Besked
Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk