Forum  | Seneste nyheder | Kalender | Grejmarked | Bruger logind
Annoncer: Dato:29-04-2024
Menu
Kalender
April 2024
MaTiOnToFrLøSø
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930
Forrige | Næste
Afstemning
Antal registrerede brugere: 7365
Status: Du er ikke logget ind!
Ny bruger: Bliv oprettet som bruger
NYHEDER
Helge Åens hugvillige strømgedder20/01/2005 00:00:00

Lider man af geddefeber, så er den smukke Helge Å i det sydlige Småland den perfekte legeplads. Åen har nemlig mange små fosser med et forrygende fiskeri efter hugvillige strømgedder. Og så ligger Helge Åen blot fire timers transport fra København.

Af Michael Riis
Det var i begyndelsen af august måned, og jeg var på kanotur på Helge Åen i Sydsverige. For en sikkerheds skyld medbragte jeg min spinnestang. En let ni fods kulstang med masser af rygrad. Mit hjul med den uundværlige fightbremse. Og så naturligvis en æske Vibrax-spinnere. Det skulle senere vise sig at være stærk medicin til strømgedder.

Helge Åen – en unik naturoplevelse
Voldsom stilhed! Når man er vant til Jagtvejens støjende virvar af biler og mennesker, så er det en oplevelse at være helt alene i den storslåede natur, som omgiver Helge Åen. Her afbrydes stilheden kun af fossernes brusen og de fjerne skrig af havørne højt oppe under skyerne. Man bliver overrasket over at finde natur så tæt på København, hvor man sejler en hel dag uden at møde andre mennesker. Helge åen ligger i Småland i Sydsverige. Den 200 km lange Å snor den sig med sin til tider kraftige strøm ned gennem Smålands smukke og varierende natur fra Granhulta Sjön nord for Virestad helt ned til Østersøen.
Helge Åens mangfoldige natur er et kapitel for sig selv. Det ene øjeblik sejler man på de store søer med det mørke rolige vand med små ubeboede øer. Det næste øjeblik driver man dovent ned ad de smalle åløb med de charmerende bugtede sving. Og pludselig hører man en svag brusen, som markerer, at der bag næste sving skjuler sig en fos med kraftig strøm. Gran, fyr, birk, eg og enebær vokser side om side i skøn forvirring og samhørighed. Kun forstyrret af det knejsende grundfjeld. Den store fiskehejre, lappedykkere og canadagæs ses ofte ved Helge Åens vildmarksprægede områder. Den vældige havørn er derimod en sjælden gæst. Men den kan opleves svævende højt oppe over naturreservatet ved den store ø Marsholm. Og er man heldig, så ser man en elg græsse mellem de hvide birkestammer, eller når den på sine lange ben skræver hen over en lavvandet bæk.

Fossernes hemmelighed
Jeg valgte at koncentrere mit fiskeri om den del af turens åløb og fosser, som begynder lige efter Helge Åens største sø Möckelen, og som strækker sig helt ned til turens afslutning ved Osby. Dog skal det nævnes, at der også er rige muligheder for at fiske i Möckelen. Her er både gedde, aborre og sandart.
Fordelen ved at fiske fra kano var, at jeg passerede alle fosser på tæt hold og derfor ikke havde problemer med tilgængelighed. Ulempen var, at jeg var nødt til at sejle forbi fosserne for at fiske opstrøms. Dermed risikerede jeg at skræmme fiskene.
Mine erfaringer med fiskeri i strømmende vand begrænser sig til fiskeri efter bæk- og regnbueørred i de jyske åer. Så mit udgangspunkt var, at jeg håbede på en bidelysten ørred eller to. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var ørred, som stod i fosserne. Da jeg fik det første tunge hug lige ved indgangen til åløbet fra Möckelen, genkendte jeg straks min duellant. Men de svenske strømgedder fighter meget anderledes end de danske mosegedder. Strømgedderne er lange, slanke og veltrimmede. Og så er de stærkere og mere hidsige end deres fede danske artsfæller. Så selvom de fleste gedder i Helge Åen vejer omkring to-tre kilo, så fighter de som en mosegedde, der er dobbelt så stor og med en havørreds hidsige bevægelser. Og når strømgedderne gik nedstrøms, fik de min kulstang til at flexe som et flitsbue. Og fightbremsen blev filet som koblingen i en formel et racer.
Det er svært at sige om nogle strækninger er bedre end andre, fordi gedderne i Helge Åen står nemlig i hver eneste fos bag stenene i ly for strømmen. Enten midt i vandet eller lige i begyndelsen af den pool, som altid findes lige efter en fos. Og så er der stort set 100 procent fangstgaranti i hver eneste af åens mange fosser!
I fosserne findes også aborre og ørred. Ved Gustavfors og Frederiksfors findes der en meget stenet strækning, hvor det kun er tilladt at fiske med flue. Uden nævneværdige problemer dystede jeg med et par springlystne regnbuer, som jeg fik på en blybelastet flue. I begyndelsen af august var der ikke særlig meget vand i åen. Så jeg tror, at ørredfiskeriet får en helt anden dimension, når vandstanden er højere.

En måler hugger
Bang! Et tungt hug. Min kulstang bøjede helt i bund. Jeg fik et kort glimt af et grønt hoved, som arrigt vendte omkring og gik nedstrøms i et voldsomt udløb. Den kraftige strøm gjorde sit men alligevel. Denne gang var det vist en tamp, der var et pænt stykke større end de sædvanlige strømgedder på 2-3 kilo.
Jeg stod ved Helge Åens mest strømrige sving ved Hallaryd. Dér hvor vejen fra Markaryd skærer åen. Det var hen på eftermiddagen, og vi havde med møje og besvær forceret en overbæring med kanoen ved et vandkraftværk. Her var det ikke tilladt at sejle i kano, da strømmen var altfor stærk. Faktisk blev man i turguiden advaret på det kraftigste mod at sejle nedad denne fos, da en person havde mistet livet ved at forsøge. Jeg regnede egentlig ikke med, at der var gedder, når der var så meget strøm. Faktisk stod jeg og håbede på, at der for en gangs skyld var en bidelysten ørred.
Jeg fiskede opstrøms og kastede mit isenkram ud midt i åen. Det var et kort kast. Åen var ikke særlig bred på dette stykke. Men til gengæld var åen dybere og vandets gennemstrømning meget kraftigere end andre steder. Spinneren lå perfekt midt i en stor strømvirvel. Der måtte være en meget stor sten under vandets overflade. Jeg lod linen være slap i et par sekunder, så spinneren sank. Herefter strammede jeg hurtigt linen op, så jeg hele tiden havde kontakt med spinneren. Jeg fulgte spinneren med øjnene, da den kom op fra åens mørke bund. Hvad var det?! Pludselig så jeg et stort grumt mørkegrønt fiskehoved bag spinneren. Efter hovedets størrelse at dømme var der tale om en større strømgedde. Men den huggede ikke. Jeg sænkede stangen og gjorde et pludseligt spinnestop. Spinneren var blot halvanden meter fra land og flaksede mod bunden, som gik dybt ind under land. Bang! gedden huggede. Den vendte arrigt omkring og røg i et voldsomt udløb ud i vandkorridoren med den kraftige strøm. Jeg var lykkelig for min fightbremse. Bremsen brokkede sig, mens linen hvislede lystigt af spolen. Min kulstang flexede og bukkede sammen i et suk. Jeg fik et sus af adrenalin, som nærmede sig det alarmerende. Fed fornemmelse! Strømgedden havde virkelig tyngde bag sine udløb.
Efter et kvarters fight anede jeg geddens størrelse. De gulgrønne pletter afslørede en bredside af en gedde på lidt over en halv meter. Gedden måtte være omkring 6-7 kilo. Det var en herlig fight med mange seje træk og voldsomme udløb. Sikke en muskel. Jeg havde mit hyr med at holde gedden fri af bunden og de forræderiske skær midt i vandet. Jeg ville ikke risikere at linen blev raspet på stenene, for det var blot en 0.23 line. Så jeg tvang fisken op i vandet. Spinneren sad sikkert og perfekt kroget i geddens læbe. Jeg tog det mere roligt nu, så jeg kunne fighte gedden ordentlig træt.
Først da jeg hev gedden ind på den lille strand, så jeg, hvor stor den var. De gulgrønne pletter på fiskens midte havde snydt mig. Det var en ordentlig krabat! Ikke tyk og fed. Men derimod lang, smuk og veltrimmet. En vaskeægte strømgedde. Vægten stoppede først ved 10.5 kilo. Hvis denne størrelse gedde var fanget i Danmark, havde den vejet væsentligt mere. Men til gengæld havde den ikke været i samme forrygende kondition. Jeg forevigede bæstet, hvorefter den nænsomt kom tilbage i sit rette element.
Fighten med strømgedden havde givet mig blod på tanden. En oplevelse, som jeg ikke ville bytte for fighten med en dansk mosegedde, der var halvanden gang større. Så jeg vender helt sikkert tilbage til Helge Åen efter flere strømgedder.

Fakta om Helge Åen
Helge Åen ligger i Småland i Sydsverige omkring fire timers kørsel fra København. Den løber fra Granhulta Sjön nord for Virestad helt ned til Østersøen.
Hvis man tager på kanotur, kan man købe et fiskekort af turarrangøren, som inkluderer alt fiskeri fra start i Virestad Sjön til og med det store søsystem Möckelen. Fiskekort kan efter Möckelen købes ved åens forskellige stræk og koster typisk omkring 50-100 svenske kroner om dagen afhængig af, om der er ørred på strækket eller ej.
På <LINK www.kanoekspressen.dk</LINK>" target="_blank">http://www.kanoekspressen.dk/>www.kanoekspressen.dk</LINK> kan man rekvirere brochurer om kanoudlejning til Helge Å.
Sværhedsgraden for kanosejlads på Helge Åen er middel pga. overbæringer og fosser.
I Sverige gælder allemandsretten, hvilket betyder, at alle mennesker har ret til at færdes frit overalt i naturen.

Flere nyheder

Send din kommentar
Der er ikke indsendt nogle kommentar

Du skal være logget ind for at indsende en kommentar
Navn
E-mail
Besked
Fiskemagasinet.dk
Copyright © 2006 Pro Tackle Interactive / Fiskemagasinet

Indryk annoncer : Kontakt Fiskemagasinet.dk | AnnonceinformationPriser

Partnersites: Grejborsen.dk | Fiskecuppen.dk